Hej, jeg hedder Golden!

På min stamtavle står der godt nok: Whats Golden Colour, men det kan vi jo ikke bruge til noget i det daglige, så derfor blandt venner og bekendte: Golden.

Jeg er en palomino af racen American Paint Horse. Og jeg er vel at mærke en rigtig paint, selv om det ikke ses ved første øjekast. Men jeg har altså en hvid plet under maven, som er stor nok til, at jeg kunne registreres som ægte paint.

Jeg er født i 2007 og flyttede her til gården som etårig. Jeg kendes let på alle mine skrammer. Dem får jeg, når jeg leger drengelege med Harlequin. Så sker det jo, at vi kommer til at bide lidt i hinanden. Somme tider kommer jeg også til skade mere eller mindre af mig selv. Som den gang, da jeg slog panden op i toppen af den ene af åbningerne i vores hestehytte. Men jeg skulle jo skynde mig ud, fordi Flicka kom ind af den anden åbning. Og så kom jeg altså til at løfte hovedet for meget. Nøøøj, hvor gjorde det ondt! Jeg så både sol, måne og stjerner. Jeg hang så meget med ørerne bagefter, at mine mennesker kom ind i folden og trøstede mig. De sagde da også, at jeg havde fået en ordentlig hudafskrabning, men ikke noget, der trængte til syning.

Jeg har det nok bare med at komme lidt galt af sted en gang imellem. Jeg satser på, at jeg bliver mere koordineret i mine bevægelser med alderen. Men apropos “komme galt af sted”: en sommeraften mødte jeg op til spisetid med en ordentlig knude nederst på halen. Den var filtret sådan rigtig godt og grundigt sammen, og Birte måtte bruge meget balsam og fingerspitzgefühl for at få knuden løst op igen. Hun og Erik undrede sig meget over, hvordan jeg dog havde båret mig ad. Ja, jeg ved det heller ikke … Og så rystede de lidt på hovedet og mumlede noget om, at sådan noget kunne da kun ske for mig. Hvad mente de mon med det?

Indtil sommeren, hvor jeg fyldte fire år, har mine mennesker ikke forventet det store af mig sådan rent arbejdsmæssigt. Jeg har trænet nogle forskellige ting sammen med Erik en gang imellem, blandt andet noget med at have en stor lædertingest bundet på ryggen. Og så har jeg prøvet at trække afsted med en stor rund ting af gummi, mens Erik har styret, hvor vi gik hen. Mennesker har mange spøjse ting for … Efter jeg så var fyldt fire, har de et par gange sat et menneske op på ryggen af mig og trukket mig rundt i folden. Som om det skulle være noget at snakke om! Hun var da meget sød! Erik er også så småt begyndt at ride på mig - og det går vist meget godt. De siger allesammen, at jeg er ret cool – og meget lærenem. Og mine mennesker sammenligner mig somme tider med en hest, de har mødt over i Amerika. Han hedder Walter og er en gammel, klog vallak, som kan lukke boksdøre op og alt muligt andet sjovt. Ha, jeg har da også prøvet at lukke boksdøre op inde i vores stald – først Lottes, så hun kunne gå ud på staldgangen og spise hø, derefter Harlequins, så han også kunne få lidt ekstra hø. Men så satte Erik nogle andre låse på deres boksdøre. Øv! Dem kan jeg ikke finde ud af at lukke op. Men jeg er jo heller ikke nær så gammel som ham Walter, så hvem ved … jeg er i hvert fald en rigtig pillemule!

Jeg elsker: at lege med Harlequin, at pille ved alt muligt.

Min yndlingsmad: græs om sommeren og hø om vinteren.

Jeg bryder mig knap så meget om: vitaminpiller, at få vasket hale, sprayflasker.