Hej, jeg hedder Flicka!

Jeg kom til gården i 2005 som 11årig og har siden dannet equipage med Erik. Vi træner sammen for at lære forskellige western-discipliner. Vi har efterhånden været til en del stævner sammen og har en fin samling af rosetter. Især trail og showmanship er jeg dygtig til. Pleasure derimod er nok ikke lige mig. Men jeg er jo også kun en halv quarter – min mor var en DV’er. Så det der med den helt langsomme jog har jeg ikke rigtig styr på, selv om det er blevet meget bedre med årene. Derimod hygger jeg mig vældig, når jeg ind imellem får lov at deltage i barrel race – jeg kan nemlig godt lide at løbe stærkt! Mine mennesker siger dog, jeg helst skal nøjes med at give den gas, når jeg er uden rytter. Det er noget med, at jeg flere gange har været halt på et forben. Det har de dog efterhånden fået styr på, men for en sikkerheds skyld holder vi os til de mere rolige gangarter, når vi er to.

Ellers er jeg førerhoppe her i flokken. Og jeg styrer med hård hov om nødvendigt. Som regel er et elegant vip med ørerne dog nok. Hvis ikke de andre reagerer på det, forstår jeg også at klaske ørerne helt ned ad nakken og se rigtig “bøs” ud – så fiser den ind! Tag dog ikke fejl: jeg er også meget omsorgsfuld, især over for gamle Lotte, da hun var blandt os endnu, og så nye medlemmer af flokken. Men min mad deler jeg altså ikke med nogen! Lotte – som var min mentor og bedste veninde – lærte mig alt det, jeg ved om at holde styr på en hesteflok. Og så lærte hun mig, hvordan jeg stiller mig hen og kigger på en fold med frisk græs, når den, vi går på, er nippet ned. På den måde fortæller jeg vores mennesker, at det er tid at skifte fold. 

Jeg elsker: at komme på skovtur og at blive kløet, hvor jeg ikke selv kan nå. Og så er en god trilletur i sneen ikke at foragte.

Min yndlingsmad: jeg er ikke kræsen ... men lakridsbolsjer, uhm!

Jeg bryder mig knap så meget om: når en af de andre i flokken tager langs uden mig, som før i tiden, hvor Lotte tog til ringridning, eller når Erik har taget Harlequin med til stævne. Når det står ned i stænger, eller det rigtig blæser.