Denne dejlige gamle dame hed Lotte!

Hun flyttede til gården i 2003, da Erik havde fundet ud af, at gårdens første hest – fjordhesten Sif – var lige bette nok til ham.

Hun blev fundet gennem ”den gule avis”; hendes navn, alder og herkomst havde for længst fortabt sig i det uvisse. En dyrlæge havde skønnet hendes alder til 15, men 20 var nok tættere på sandheden. Vi gav hende navnet Lotte, og hun faldt hurtigt til i sine nye omgivelser. Det var som om hun straks vidste, at her skulle hun være og have det godt resten af sine dage.

Lotte var en oldenborg af den gamle, robuste type og 165 cm høj, så det gik fint med hende og Erik. Han fandt hurtigt ud af, at hun stort set aldrig havde lavet andet end at tage til ringridning. Så han og Lotte tog afsted sammen flere gange hver sommer i nogle år. Og det gik vældig fint. Lotte havde forstand på det meste: optogene, stå pænt, mens de ventede på, det blev deres tur, og så den helt rigtige galop hen mod galgen. Det eneste, hun ikke vidste, var, hvilken galge, de skulle ride i.

Efter en slem omgang kolik blev Lotte pensioneret med 25+. Det havde hun det helt fint med. Hun havde stadig næse for, hvor det bedste græs var at finde, men ellers overlod hun det til Flicka at styre flokken. Og så lærte hun sine mennesker en masse om, hvordan man passer godt på en gammel hest – specielt foder, kosttilskud, dækkener osv.

I efteråret 2011 sagde bevægeapparatet stop. Lotte havde gennem længere tid haft lidt svært ved at rejse sig, når hun havde ligget, og en morgen ville bagpartiet bare ikke lystre mere. Men kvik i hovedet, det var hun til det sidste.

Lotte elskede: at tage en lur i solen, en fold med frisk græs. At komme til ringridning.

Lottes yndlingsmad: irish mash.

Hun brød sig knap så meget om: når “drengene” mobbede hende, fx når hun gik med dækken – eller de ville lege alt for vildt. At tøffe rundt på ridebanen, det sagde hende ikke noget.